Tanker i kulden

Søndag morgen, solen skinner fra en frostklar himmel, og jeg står alene i kulden og kigger ned i det iskolde vand.

Det startede egentlig mest som en spøg, men efterhånden som tiden er gået, er det noget jeg rent faktisk nyder nu. Jeg havde væddet med en god ven om, hvorvidt man turde vinterbade og være nede i vandet i minimum et minut! Det med vinterbadningen lykkedes da første gang, men et minut blev det bestemt ikke til. Efterhånden er det dog lykkedes mig at blive nede i vandet længere og længere tid, og jeg føler det er en god måde at udfordre mig selv på.

Det er dejligt at starte dagen i fuldstændig stilhed, kun mågerne skriger provokerende til mig: "kom nu, spring i!". Da jeg endelig tager mig sammen og hopper direkte ned i det brusende, frostklare vand, bliver jeg på samme tid skræmt og opstemt. Min krop fryser fuldstændig til is, og jeg skriger højt til himmelen, inden jeg kravler op af stigen til badebroen igen. Heldigvis har jeg et dejligt varmt og blødt håndklæde liggende klar, og jeg vikler hurtigt min afkølede krop ind.

Nu føler jeg, at jeg kan klare hele verden - jeg har lige overlevet havets utilgivelige kulde, nu kan jeg også klare at se min chef i øjnene, som er mindst ligeså kolde, som det vand jeg lige har badet i!