Endnu engang havde hun misset toget til København. Hver gang hun skulle hjem fra sin gamle veninde i Vestre Spørgelse gik det altid sådan. De hyggede sig så meget, at hun helt glemte tiden. Det betød 45 minutter på stationen i mørke, og som oftest helt alene på perronen.Helt alene i tusmørket. I en fremmed by.
Hun kastede sig surt ned på bænken og kiggede rundt i mørket. Perronen var typisk for ”udkantsdanmark”. Der var nogle forkølede træer, et usselt lille skur til de ventende, som i øvrigt var fyldt med ligegyldig graffiti, og et par enkelte overfyldte skraldespande.
Der var kun lige gået et par minutter, og hun havde lige fået sat sig til rette med sin iPod, da hun hørte stemmer. Det var meget højrøstede stemmer. Det lød så voldsomt, at hun besluttede sig for at gemme sig ved den ene side af det faldefærdige skur.
Man ved aldrig, hvad det er for nogle typer, der bor herude, tænkte hun. Hun fik gåsehud over hele kroppen.
Stemmerne kom tættere og tættere på. Nu kunne hun høre, at der var kun to personer. De var virkelig vrede på hinanden. Hun trykkede sig tættere på kanten af skuret, lyttede intenst. Hun trykkede sig mod de slidte planker. Og mærkede hjertet banke højt i hendes hals.
De to personer kom hen og stillede sig i skuret. Hun kunne nu igennem en sprække skimte, at der var tale om en dame og en mand. Hun ville skyde dem til at være midten af 30’erne, forholdsvis pænt klædt på, men de var tydeligvis her fra området kunne hun se på tøjet.
Der blev råbt meget højt. Efter lidt tid begyndte parret også at slå på hinanden. Et lille skrig undslap fra hendes strube. I det samme blev der helt stille. Parret var et øjeblik som forstenet;
Er der nogen?? Råbte damen ud på perronen.
Alt var igen musestille.
Parret genoptog skænderiet. Herefter eskalerede det hurtigt. Damen tog i næste øjeblik en stor kniv frem fra sin taske og dolkede manden adskillige gange i maven. Han sank livløst sammen mod plankerne i skuret, lige der hvor hun gemte sig!
Blodet sivede langsomt ud af skuret og ramte hendes sko. Hun vidste, at hun ikke kunne hverken skrige eller begynde at flytte sig, for damen stod stadig og kiggede på den livløse mand.
Dit dumme svin, nu har jeg da endelig fred! Hvæsede damen til liget. Hun begyndte derefter at gå frem og tilbage på perronen. Det virkede som om hun ikke helt kunne beslutte sig for, hvad hun skulle gøre. For hver runde damen tog på perronen, kom hun tættere og tættere på siden af skuret. Lige der hvor pigen forsøgte at gøre sig så lille som mulig, for ikke at blive opdaget.
Pludselig løb kvinden ud af perronen og hen mod udgangen. Hun havde åbenbart besluttet sig for at flygte fra stedet.
Pigen krøb langsomt frem fra sit skjulested og skyndte sig at ringe til 112.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar