Jeg kommer langsomt til
mig selv, det føles som om jeg har været i en lang døs, og mine øjne vil næsten
ikke åbne.
Da jeg forsøger at
bevæge mig, opdager jeg, at jeg er bundet - bundet fast på en pæl! Langsomt
åbner jeg øjnene og kigger rundt, og jeg kan nu se, at jeg står midt på byens
torv ovenpå en bunke træ. Det er endnu tidlig morgen, og solen er ikke stået
helt op endnu.
”Hvad laver jeg er
her??”
Intet svar. Gaderne
omkring torvet er helt mennesketomme.
Jeg forsøger at skrige
om hjælp, men der sker ingenting. Ingen reagerer. Alle vinduerne forbliver
mørke, og der er ikke en eneste sjæl på gaden. Jeg skriger og græder til jeg
ikke orker mere.
Jeg må være døset hen,
for da jeg åbnede øjnene igen, var det blevet eftermiddag. Der var en hel flok
rundt om bålet nu. Mænd, kvinder og børn stod alle og kiggede forventningsfuldt
rundt på pladsen. Hvad foregår der her? Hvad er meningen med denne
forestilling, hvorfor står de bare og kigger på den måde? Hvorfor er der ingen,
der hjælper?
I løbet af aftenen kan
jeg se, at folk går rundt og køber mad ved boder og drikker vin – de hygger
sig, mens jeg bare hænger her. Jeg føler mig hjælpeløs og udstødt – tårerne
begynder ligeså stille at trille ned af kinderne, men ingen lægger mærke til
det, de har alle travlt med deres egne gøremål.
Da mørket begynder at
falde på, stimler folk igen sammen rundt om mig og begynder derefter at synge.
”Vi vil fred her til lands….”.
Nu kan jeg også lugte
brændende træ. Ilden tager hurtigt fat i træet jeg står på, og jeg kan nu mærke
varmen stige op til mine skosåler. Jeg forsøger en sidste gang at råbe til
folkemængden, appellere til deres empati, men lige meget hjælper det. Inden
længe er jeg opslugt af flammerne. Så får jeg da i det mindste fred, løber
igennem mit hoved, da ilden når mine lår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar