Et nyt liv?

Det havde bare endnu en gang været en lortemåned – endnu en gang var jeg blevet forladt af ham, som jeg troede var drømmemanden, og endda til en af mine bedste veninder. Da jeg fandt ud af, at de havde haft en affære i månedsvis, blev jeg så rasende, som jeg aldrig havde været før, og det endte faktisk med, at jeg skubbede ham ud foran en bil. Han blev selvfølgelig hårdt kvæstet, og uanset hvad, så var det en urimelig reaktion fra min side. Alle undskyldninger blev afvist – hverken han eller min veninde ville tale med mig, og alle mine andre venner havde taget meget afstand fra mig efter det var sket.

Jeg tror aldrig jeg nogensinde havde følt mig så alene før.

Derfor besluttede jeg mig for at bruge mine sidste penge på en billet til et skønt sted i Mexico og tilbringe mine sidste dage der. Det var alligevel lige meget, jeg havde ingen kæreste, ingen venner og ingen fremtid at tænke på. Så jeg ville tage til Mexico, drukne mine sorger i Margaritas og til sidst drukne mig selv i Atlanterhavets bølger.

Da jeg vågnede op dernede den første dag, godt smadret efter den lange flyvetur, gik jeg ud på altanen og forsøgte at få en fornemmelse af stedet. Det var frygteligt varmt allerede, selvom klokken kun var 9. Men heldigvis kom der en smule brise ind fra havet, som gjorde det udholdeligt.

Jeg besluttede mig for at gå ned og få lidt morgenmad, og herefter gå ud at se på omgivelserne.

Til min store overraskelse fik allerede morgenmaden mig til at blive bedre humør. Den bestod af en overdådig buffet med alle mulige slags eksotiske frugter, lækkert pålæg og æg tilberedt på lige præcis den måde, som jeg ønskede mig det. Jeg åd løs af det hele, når det alligevel var et af mine sidste måltider, så kunne jeg ligeså godt gå amok. Det ville ikke betyde noget om jeg tog nogle kilo på nu!

Efter måltidet tog jeg mine solbriller på og gik gennem poolområdet ud til stranden. Jeg noterede mig, at der var nogle ganske gode steder, hvor man kunne ligge og nyde solen med en cocktail, det kom helt sikkert på listen til senere på dagen. Selvom man vil ende sit liv, behøver man jo ikke opføre sig som en alkoholiker, klokken var trods alt kun 10 om formiddagen.

Da jeg kom ud til havet og mærkede vinden og skumsprøjtene på mine ben, fik jeg en ubændig trang til at skrige, og da jeg jo heldigvis ikke kendte nogen her i Mexico, følte jeg, at jeg kunne gøre det uden de store omkostninger. Desuden var stranden næsten helt tom. Jeg skreg som jeg aldrig har skreget før. Jeg skreg indtil jeg troede, at mine lunger skulle ryge ud af halsen på mig. Sikke dog en dejlig fornemmelse!

Pludselig lagde jeg mærke til en mand, der var på vej hen imod mig, han vinkede og smilede bredt. Og da han var nået hen til mig, begyndte han at tale hurtigt på spansk, som jeg jo i øvrigt ikke fattede meget af, de par år på Handelsskolen havde ikke lært mig ret meget mere end at bestille en øl!

Da manden fortsatte med at tale, følte jeg, at jeg kunne benytte chancen til at iagttage ham imens. Han var tydeligvis mexicaner, muligvis på alder med mig, og han havde faktisk et pænt smil og virkede meget udadvendt. Hvem ville ellers gå hen til en kvinde, der står og skriger af havet?

Jeg fik til sidst gjort ham opmærksom på, at mit spanske ikke var noget at råbe hurra for, og han fik på lidt gebrokkent engelsk spurgt om, hvorfor jeg stod og skreg. Normalt havde jeg nok bare bedt ham om at skride, men af en eller anden årsag gjorde jeg det ikke. Om det var hans blik, hans smil eller bare hans personlighed, der virkede oprigtig og venlig, aner jeg ikke, men det endte med, at vi blev enige om at tage den over en cocktail ved poolen.

Der fortalte jeg ham hele historien om kæresten, veninden, ulykken og flugten fra det hele. Jeg fortalte ham, at jeg aldrig havde i sinde at vende tilbage efter det der var sket. Men der var sket en ændring. Før ville jeg afslutte mit liv for evigt. Nu følte jeg en lille smule håb, og en idé spirede inde i mit hoved. Måske jeg kunne blive her i Mexico og få et nyt liv?

Jeg begyndte at spørge min nye mexicanske ven om mulighederne for at få arbejde i Cancún.

Drama på perronen

Endnu engang havde hun misset toget til København. Hver gang hun skulle hjem fra sin gamle veninde i Vestre Spørgelse gik det altid sådan. De hyggede sig så meget, at hun helt glemte tiden. Det betød 45 minutter på stationen i mørke, og som oftest helt alene på perronen.Helt alene i tusmørket. I en fremmed by.

Hun kastede sig surt ned på bænken og kiggede rundt i mørket. Perronen var typisk for ”udkantsdanmark”. Der var nogle forkølede træer, et usselt lille skur til de ventende, som i øvrigt var fyldt med ligegyldig graffiti, og et par enkelte overfyldte skraldespande.

Der var kun lige gået et par minutter, og hun havde lige fået sat sig til rette med sin iPod, da hun hørte stemmer. Det var meget højrøstede stemmer. Det lød så voldsomt, at hun besluttede sig for at gemme sig ved den ene side af det faldefærdige skur.

Man ved aldrig, hvad det er for nogle typer, der bor herude, tænkte hun. Hun fik gåsehud over hele kroppen.

Stemmerne kom tættere og tættere på. Nu kunne hun høre, at der var kun to personer. De var virkelig vrede på hinanden. Hun trykkede sig tættere på kanten af skuret, lyttede intenst. Hun trykkede sig mod de slidte planker. Og mærkede hjertet banke højt i hendes hals.

De to personer kom hen og stillede sig i skuret. Hun kunne nu igennem en sprække skimte, at der var tale om en dame og en mand. Hun ville skyde dem til at være midten af 30’erne, forholdsvis pænt klædt på, men de var tydeligvis her fra området kunne hun se på tøjet.

Der blev råbt meget højt. Efter lidt tid begyndte parret også at slå på hinanden. Et lille skrig undslap fra hendes strube. I det samme blev der helt stille. Parret var et øjeblik som forstenet;

Er der nogen?? Råbte damen ud på perronen.

Alt var igen musestille.

Parret genoptog skænderiet. Herefter eskalerede det hurtigt. Damen tog i næste øjeblik en stor kniv frem fra sin taske og dolkede manden adskillige gange i maven. Han sank livløst sammen mod plankerne i skuret, lige der hvor hun gemte sig!

Blodet sivede langsomt ud af skuret og ramte hendes sko. Hun vidste, at hun ikke kunne hverken skrige eller begynde at flytte sig, for damen stod stadig og kiggede på den livløse mand.

Dit dumme svin, nu har jeg da endelig fred! Hvæsede damen til liget. Hun begyndte derefter at gå frem og tilbage på perronen. Det virkede som om hun ikke helt kunne beslutte sig for, hvad hun skulle gøre. For hver runde damen tog på perronen, kom hun tættere og tættere på siden af skuret. Lige der hvor pigen forsøgte at gøre sig så lille som mulig, for ikke at blive opdaget.

Pludselig løb kvinden ud af perronen og hen mod udgangen. Hun havde åbenbart besluttet sig for at flygte fra stedet.

Pigen krøb langsomt frem fra sit skjulested og skyndte sig at ringe til 112.

En lille historie om en der ikke har meget

Hun sad i hjørnet af gyden og skuttede sig i et gammelt tæppe, hun havde fundet i containeren. Det var en smule koldt, selvom det var i slutningen af juni måned, men nede ved havnen var det altid køligere.

Det var efterhånden ved at være en uges tid siden hun sidst havde fået noget ordentligt at spise, så hun kunne mærke en rumlen i maven. Resolut rejste hun sig op for at gå ud at finde noget spiseligt.

Som hun går hen ad gaden lægger hun mærke til, at der faktisk næsten ingen mennesker er at se, selvom klokken kun er omkring 17. Gaderne plejer at være fyldt med mennesker på dette tidspunkt, der har travlt med at komme hjem – og her plejer pigen ofte at være heldig at kunne tigge enten lidt mønter eller noget mad, men det lader ikke til, at hun har heldet med sig i dag.

Og dog – som hun går slukøret hen mod gyden igen, tager en yngre mand fat i hendes arm. Hun skriger og vender sig om mod ham. Hun ser straks, at han er en pæn ung mand, iklædt jakkesæt og slips. Han kigger venligt på hende.

Du ser lidt sulten ud – vil du ikke med hjem til mig og få lidt at spise? Det er jo trods alt Skt. Hans.

”Tumpe” tænkte pigen – det er jo derfor der ingen mennesker er på gaden. Hun skynder sig at takke ja til den unge mands tilbud, det kunne være hun også har mulighed for at få et bad samtidig.

De går sammen i stilhed i et par minutter, indtil den unge mand peger hen mod døren til nr. 13.

Det er her jeg bor. Kom med indenfor.

Han viser hende ind i gangen og hen mod et lille rum for enden, hvor der er en seng og længere inde kan hun skimte et badeværelse.

Du kan bade her og skifte tøj inden middagen. Min søster har efterladt noget tøj i skabet, jeg vil tro I er omtrent samme størrelse.

Herefter forlod han værelset. Pigen skyndte sig at klæde sig af og herefter hoppe ud i et dejligt varmt bad.

Da hun var skrubbet helt ren og havde rent tøj på, sneg hun sig langsomt ned ad gangen for at se, hvor den unge mand var blevet af. Hun skubbede langsomt døren op til det, som hun troede var spisestuen – og ganske rigtigt – hendes øjne var nær faldet ud af hovedet på hende, da hun så bordet!

Bordet var dækket med en smuk forårsgrøn dug i et groft vævet stof, som passede perfekt til stolenes lidt rustikke udseende. Men det var ikke borddækningen, der fangede hendes opmærksomhed mest. Det var al den mad, der stod på bordet.

Det var tydeligt at se, at det var en fiskerfamilie hun var kommet på besøg hos. Bordet bugnede af fade med de mest fantastiske ildrøde hummere, gyldne og sprøde fiskefileter, bunkevis af friske rejer, der bare tiggede om at blive pillet og den skønneste orange/lyserøde laks, der skinnede smukt i stearinlysenes skær.

Hun bemærkede også en kurv, der stod på bordet. I kurven lå det helt friskt hjemmebagt brød i flere variationer, og ved siden af kurven stod en kæmpestor chokolade kage, der var dekoreret med små fine marcipanroser.  Hendes tænder løb i vand ved tanken om at sætte tænderne i alle de lækre sager.

Hun følte sig i dette øjeblik som verdens heldigste pige, tænk at den unge mand havde samlet hende op fra gaden og inviteret hende ind til dette – bare hun dog kunne blive boende her for altid!

Hvad tænker heksen ved Skt. Hans?

Jeg kommer langsomt til mig selv, det føles som om jeg har været i en lang døs, og mine øjne vil næsten ikke åbne.

Da jeg forsøger at bevæge mig, opdager jeg, at jeg er bundet - bundet fast på en pæl! Langsomt åbner jeg øjnene og kigger rundt, og jeg kan nu se, at jeg står midt på byens torv ovenpå en bunke træ. Det er endnu tidlig morgen, og solen er ikke stået helt op endnu.

”Hvad laver jeg er her??”

Intet svar. Gaderne omkring torvet er helt mennesketomme.

Jeg forsøger at skrige om hjælp, men der sker ingenting. Ingen reagerer. Alle vinduerne forbliver mørke, og der er ikke en eneste sjæl på gaden. Jeg skriger og græder til jeg ikke orker mere.

Jeg må være døset hen, for da jeg åbnede øjnene igen, var det blevet eftermiddag. Der var en hel flok rundt om bålet nu. Mænd, kvinder og børn stod alle og kiggede forventningsfuldt rundt på pladsen. Hvad foregår der her? Hvad er meningen med denne forestilling, hvorfor står de bare og kigger på den måde? Hvorfor er der ingen, der hjælper?

I løbet af aftenen kan jeg se, at folk går rundt og køber mad ved boder og drikker vin – de hygger sig, mens jeg bare hænger her. Jeg føler mig hjælpeløs og udstødt – tårerne begynder ligeså stille at trille ned af kinderne, men ingen lægger mærke til det, de har alle travlt med deres egne gøremål.

Da mørket begynder at falde på, stimler folk igen sammen rundt om mig og begynder derefter at synge. ”Vi vil fred her til lands….”.

Nu kan jeg også lugte brændende træ. Ilden tager hurtigt fat i træet jeg står på, og jeg kan nu mærke varmen stige op til mine skosåler. Jeg forsøger en sidste gang at råbe til folkemængden, appellere til deres empati, men lige meget hjælper det. Inden længe er jeg opslugt af flammerne. Så får jeg da i det mindste fred, løber igennem mit hoved, da ilden når mine lår.

Tanker i kulden

Søndag morgen, solen skinner fra en frostklar himmel, og jeg står alene i kulden og kigger ned i det iskolde vand.

Det startede egentlig mest som en spøg, men efterhånden som tiden er gået, er det noget jeg rent faktisk nyder nu. Jeg havde væddet med en god ven om, hvorvidt man turde vinterbade og være nede i vandet i minimum et minut! Det med vinterbadningen lykkedes da første gang, men et minut blev det bestemt ikke til. Efterhånden er det dog lykkedes mig at blive nede i vandet længere og længere tid, og jeg føler det er en god måde at udfordre mig selv på.

Det er dejligt at starte dagen i fuldstændig stilhed, kun mågerne skriger provokerende til mig: "kom nu, spring i!". Da jeg endelig tager mig sammen og hopper direkte ned i det brusende, frostklare vand, bliver jeg på samme tid skræmt og opstemt. Min krop fryser fuldstændig til is, og jeg skriger højt til himmelen, inden jeg kravler op af stigen til badebroen igen. Heldigvis har jeg et dejligt varmt og blødt håndklæde liggende klar, og jeg vikler hurtigt min afkølede krop ind.

Nu føler jeg, at jeg kan klare hele verden - jeg har lige overlevet havets utilgivelige kulde, nu kan jeg også klare at se min chef i øjnene, som er mindst ligeså kolde, som det vand jeg lige har badet i!

Onsdag - oprydning og omelet?

Dagen idag er startet super godt - fik lige båret 2 sorte sække med ting, der skulle smides ud, ned til containeren. Det gav godt nok lidt luft at komme af med dem - så kan jeg gå igang med at rydde op i et nyt skab. Jeg har nemlig lidt en plan om at få lavet helt om derhjemme og malet, men det kræver så lige, at jeg tager mig gevaldigt sammen og får smidt en masse ud ha ha - jeg er åbenbart lidt af en samler!

Men det går stille og roligt den rigtige vej. Og jeg er nødt til at få lavet en del i løbet af ugen, for jeg skal på arbejde på Den Gyldenblonde både lørdag og søndag, og så er der personalefest søndag aften - så hele weekenden og mandag (der har jeg helt sikkert tømmermænd!) bliver der ikke lavet noget.

Derudover så jeg lige, at den lipgloss jeg havde bestilt fra Dorph & Hagé var kommet imorges - det var meget hurtigt. Den er så fed - der er spejl OG lys i!! Jeg er fan :)

Igår udkom Diablo III til PlayStation - åh ååh - og ja, jeg skulle selvfølgelig spille det, hvilket viste sig ikke at være det klogeste lige inden sengetid, for jeg har drømt sådan nogle vanvittige drømme i nat. Men lur mig om jeg ikke spiller lidt igen i aften :)

Hav en fantastisk onsdag!