Målet helliger midlet?

En af de mest frustrerende ting jeg møder i min hverdag, er folk der opnår succes på baggrund af "fedteri" - ikke på grund af dygtighed, arbejdsomhed eller fordi de bare er ekstra fantastiske. Og jeg forstår det simpelthen ikke.

Bevares, det er da dejligt at opnå det man gerne vil, men er fornøjelsen ligeså stor, når man reelt ikke har gjort noget andet end smigre og fedte for at opnå det? Personligt ville jeg ikke have den samme stolthed. Hvordan har I det med det?

Nu tillader jeg mig så også lige at generalisere helt vildt - de der fedter, er meget ofte nogle der ikke kan andet end det - de er ikke fagligt dygtige eller har udholdenhed til at arbejde hårdt for tingene, så de tager en shortcut og suser hen og nusser om chefen istedet for.

Så vil der være dem der siger, "jamen, du er bare jaloux" - ja da! Jeg synes det er så unfair, at det er muligt at snyde sig til succes på den måde - det er urimeligt, og uanset hvad, så falder det igennem på et tidspunkt, for alting forandrer sig hele tiden, og jeg mener personligt ikke det holder i længden, hvis man er kommet frem udelukkende ved at fedte sig til det.

For nylig er jeg så blevet opmærksom på, at udseendet faktisk ikke er afgørende - "fedtere" kommer i alle afskygninger - så det er altså muligt at fedte uden charme ha ha ha.

Nå, men det var lige dagens tanker - noget jeg lige måtte ud med - jeg høre meget gerne, hvis I har nogen kommentarer til emnet?