Sider

e.l.f

e.l.f. Cosmetics Danmark

torsdag den 25. juli 2013

Pip in da låg!

Hvor er det dog dejligt, at det er torsdag - så er der kun 2 dage til weekend og 13 dage til ferie :) Det er da lige til at klare.

Og så havde jeg lige håbet på det blev bare lidt køligere, når nu de havde lovet regn, men kan da godt oplyse, at der på Østerbro er det godt nok lummert!! Gudskelov, at jeg har en havedør jeg kan åbne, ellers ville det være forholdsvis ulideligt.

Idag har jeg ellers fugle på hjernen - eller rettere undulater, så det bliver dagens indhold.

"Der var engang en undulat, som hed Harry Olsen. Han var en meget stædig fugl, og han var på ingen måde fan af hverken mennesker eller af andre undulater. Første gang jeg mødte ham, boede han sammen med Betting, en gul, forholdsvis tam undulat, som havde en deform klo. Behøver jeg sige det - de kom naturligvis ikke godt ud af det med hinanden.

Så en nat besluttede Harry Olsen sig for at skaffe Betting af vejen, og i nattens mulm og mørke, under tæppet på buret, myrdede han den stakkels Betting. Uheldigvis for Harry Olsen blev han opdaget i sit forehavende, da jeg løftede tæppet, og så ham stå triumferende over liget.

Jeg havde jo ikke andet valg end at bortskaffe liget - som nu ligger begravet et hemmeligt sted i Utterslev Mose - hvor Undulatpolitiet aldrig kommer - og Harry Olsen slap afsted med mord.

Siden Betting forlod denne verden, har Harry Olsen skabt sig et ry, som selv den ondeste mafiaboss ville misunde. Han skifter damer, som vi andre skifter undertøj, og han gør nærmest kun, hvad han selv vil. Han bidrager ikke med noget som helst - hverken økonomisk eller praktisk. Personligt mener jeg jo godt, at han kunne stå for støvsugningen, eller tørre støv af for den sags skyld. Det er jo trods alt ham, der sviner mest i hjemmet med alle de frø og fjer.

Men til trods for alt, hvad jeg har forsøgt, har han ikke forbedret sig. Han er endda blevet truet med aflivning af flere familiemedlemmer, og jeg skal da heller ikke sige mig fri fra at have brugt denne metode, men han lader til at tro, at ingen nænner at gøre det. Måske har han ret - inderst inde, så holder man jo alligevel af den lille terrorist."

Pip pip - hav en god dag :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar