Sider

e.l.f

e.l.f. Cosmetics Danmark

onsdag den 26. februar 2014

Oooonsdag!!

Foråret er kommet for at blive siger de - det håber jeg bestemt - det er så dejligt med solskin og fuglepip :)

Det har været en ok dag indtil videre, gode arbejdsopgaver osv. Men jeg må da sige, at jeg venter spændt på at høre tilbage fra psykologen. Det ville jo være meget rart at vide, hvad planen er.

Men indtil da, går livet videre. I aften skal jeg til generalforsamling, og jeg har besluttet, at jeg stiller ikke op igen til bestyrelsen - med alt det andet der foregår lige nu, så tror jeg det er en god ide at få lidt mere luft i kalenderen. Jeg har simpelthen for mange ting igang på en gang. Og jobbet på Den Gyldenblonde vil jeg ikke undvære for noget i verden - derfor må det være de andre ting, der ryger :)

Har I i øvrigt lige set de her sko!! Jeg er helt vild med dem - Nelly har fået en ny kollektion i samarbejde med Leighton Meester - der er mange fede ting der. Åh, hvem der bare var millionær!! :)
Nu må jeg hellere komme videre med at læse de lokalplaner, som jeg er igang med.

Hav en skøn dag!


tirsdag den 25. februar 2014

Hjernevriderdag

Nå, så fik man også prøvet det, altså at være til psykolog. Jeg startede simpelthen dagen idag med at tage en tur på psykoterapeutisk afsnit på Nørrebro til min første samtale, hvor de ligesom skulle fastslå, hvorvidt jeg var egnet til behandling eller hvad.

Grunden til, at jeg overhovedet er endt der er, at jeg igennem en længere periode har døjet med OCD og angst, og på nuværende tidspunkt er jeg nået til et punkt, hvor jeg ærligt talt ikke orker mere. Så nu må der noget behandling til.

Det må siges at være en anelse grænseoverskridende at skulle sidde og fortælle så meget om sig selv til et helt fremmed menneske, men nu, hvor der er gået et par timer, så føles det faktisk rigtig rart. Det bedste var helt klart, at hun ikke bare kiggede på mig, som om jeg var bindegal - hun har hørt det hele før - og det der var værre. Perfekt!! Hun stillede en masse spørgsmål, og jeg svarede løs. Det hele endte ud med at hun sagde, at hun bestemt mente jeg var egnet til behandling. Det er jo perfekt! Nu skal "min sag" så bare vendes med overlægen, og så kan vi gå igang. Det glæder jeg mig meget til!

Det eneste jeg er lidt nervøs for er terapien - for det er åbenbart gruppeterapi - det må jeg sige, det huer mig ikke helt. Men man skal jo ikke afvise noget, før man har prøvet det. Så nu gør vi et forsøg.

Derudover er det jo et helt fantastisk vejr idag, man bliver helt glad i låget af al den sol - og især fordi man kan have sine solbriller på juhuu!! Jeg håber på foråret er kommet for at blive, det ville være dejligt.

Hav en fantastisk dag!



mandag den 24. februar 2014

Forårsfornemmelser

Sikke et fantastisk vejr idag - solen skinner - og det er ikke koldt. Man bliver helt glad i låget - især fordi man så kan lufte sine nye solbriller hi hi.

Weekenden har faktisk været dødssyg - har ligget derhjemme og været syg - så den har stået på Netflix, sove, Netflix, sove. Ikke videre inspirerende. Er dog nogenlunde på benene igen idag, heldigvis, gider godt nok ikke være syg! Jeg måtte blive hjemme fra arbejde søndag - sådan noget crap - men heldigvis kan jeg se frem til på lørdag. Der bliver det ekstra sjovt, for der er fastelavnsfest på Den Gyldenblonde, så jeg må hjem at finde parykken frem :)



Yeaah :D

fredag den 21. februar 2014

Freeeeeedag - hurraaa!!

Yes, det er fredag :) Så burde man være i fantastisk humør, hvilket jeg som sådan også er, men jeg er noget utilfreds. Jeg har stadig ondt i halsen!!! Det skal så meget gå væk nu! Jeg har ikke tid, jeg skal hygge mig i weekenden, og jeg skal på arbejde på søndag!

Nu må jeg hjem og lave noget mere juice efter arbejde og håbe på det hjælper. Måske man også skulle prøve med et lille glas rødvin - det skader jo heller ikke :)

En ting er i hvert fald sikkert - hvis ikke det er gået væk imorgen, så får jeg et føl på tværs!

Lige nu sidder jeg og venter på GLS kommer med mine hårprodukter - track and trace siger, at de kommer idag jubii! Det bliver så dejligt. Så skal håret bare dufte som en drøm hihi.

God dag :)


torsdag den 20. februar 2014

Juicy!

Så er den første omgang juice lavet på min nye vidundermaskine! Æble og gulerod - det smagte himmelsk!! Nu havde jeg også gået og glædet mig så længe til det, så er det bare ekstra godt. 

Men det ser godt nok ud til jeg må lave noget med ingefær og noget imorgen, for jeg har fået megaondt i halsen :( Jeg gider ikke være syg, det har jeg virkelig ikke tid til. 

Jeg krydser fingre for, at det er væk, når jeg vågner imorgen. 



Pas på leoparden er løs!!!

Uh la laaa - det er torsdag!! Det bliver en dejlig dag, for jeg skal op at træne efter arbejde, og så ser det ud til, at min juicer også kommer med posten idag. Så skal der bare laves lækker juice :)

Solen skinner, og jeg har leopardbukser på idag - ja, det er uhyggeligt!! Ha ha - de kom med en af pakkerne fra Bubbleroom igår. 2 kjoler, leoparderne og en jakke - og der var intet, der skulle returneres jubiii!

Nu sidder jeg så her og har vild lyst til at shoppe - IIHH - det er skidt - for jeg har virkelig ikke penge til at shoppe. Nu kom jeg til at købe nogle hårprodukter igår, men det var jeg faktisk også nødt til, for jeg har brug for dem, OG der var rabat på dem - så jeg sparede jo penge ved at købe det nu he he.

Og så glæder jeg mig meget til den 1/3 - der får jeg ny kunst - Albeck har lavet et maleri til mig! Har ikke set det helt færdige resultat endnu, men jeg er sikker på det bliver fint. Det skal hænge og pynte i min stue :) Det er jo lidt sejt, når man kender kunstneren selv synes jeg!

Nå, tinglysningerne kalder -,- ha' en fantastisk dag!

Leopard-ben :)

onsdag den 19. februar 2014

Onsdag - og alt er godt :)

Det var faktisk en virkelig god dag igår. Jeg kom op at træne - det var virkelig skønt, det har jeg simpelthen savnet så meget! Nu glæder jeg mig allerede til imorgen, hvor jeg skal derop igen.

Så fik jeg lige testet det nye Final Fantasy XIII - det ser meget fedt ud, men jeg har selvfølgelig allerede fået rodet mig ud i et eller andet, så jeg ikke rigtig kan komme videre. Det er bare så typisk! Og den strategiguide, jeg har købt med, er ikke til meget hjælp. Nå, men jeg må jo se, hvad der sker - måske jeg er heldig at finde ud af det :) Jeg glæder mig bare meget til marts måned - der kommer Final Fantasy X og X-2 til PS3 - og det er bare godt, så kan jeg endelig få lov at spille dem igen, uden at tage 2'eren frem.Og så er den sikkert også pimpet lidt - det er jo en HD udgave :) Det var så nørderiet for idag ha ha.

På shoppingsiden må man også sige, at idag er en god dag - min pink Playboy e-cigaret er kommet med posten idag sammen med noget ny juice, og så skal jeg ned at hente to pakker fra Bubbleroom efter arbejde, jubii!! Det kan man ikke klage over!

Nu må det godt bare snart blive weekend igen - jeg synes simpelthen ikke jeg kan komme op om morgenen lige for tiden, jeg sover simpelthen for godt! Jeg er ikke skabt til at blive tvunget op før kl. 7! At jeg så frivilligt vågner tidligt i weekenderne, er jo bare helt sygt, men det er jo resultatet af, at man bliver tvunget op alle de andre dage :)



Playboy e-cigaret :)

Lidt blandet juice :)

Final Fantasy XIII - så må vi se om det er et af dem, som rent faktisk bliver gennemført!

tirsdag den 18. februar 2014

Nu skal der ske noget!!

Idag starter jeg i Fitness DK igen, igen - jeg holder simpelthen ikke ud at være slap mere. Jeg trænger til at komme op at træne og få brændt nogle frustrationer af. Så det starter simpelthen idag. Derudover har jeg også bestilt en juicer. Af en eller anden grund har jeg bare haft så meget lyst til gulerodsjuice de sidste par dage, og ja, jeg ved godt det er noget underligt noget at have lyst til ha ha - men det er sådan jeg har det :)

Forhåbentlig kommer den med posten imorgen eller overmorgen. Så kan man jo starte dagen med et glas dejligt juice, og så har jeg faktisk læst at, hvis man laver grøntsagsjuice, kan man bruge resten, når man bager brød. Meget smart. Det skal da prøves. 

Derudover var Postmand Per så sød at komme med Final Fantasy XIII og strategiguiden idag - så jeg tror vist nok, at den lille nørd skal hjem at spille en smule efter arbejde og træning idag. Det må være belønningen :) 

Udover det, så må mine pakker fra Bubbleroom også snart være på trapperne - jeg elsker at få pakker, og at shoppe, det er fantastisk!! Selv at købe den der juicer gjorde mig helt glad. Jeg har altså et problem haha. Det vist meget godt jeg skal hen til en psykolog i næste uge - har jo tydeligvis brug for det :)

Hav en dejlig dag!


mandag den 17. februar 2014

JAA - solen skinner, og det er mandag!!

Okay, den der tur på Den Gyldenblonde i torsdag stak jo helt af. Det er hermed afgjort, at jeg kan ikke tage derhen, når jeg skal på arbejde dagen efter. Jeg har åbenbart ikke rygrad til at gå tidligt hjem. Når det så er sagt, så var det en vildt sjov aften, og da også alle tømmermændene værd dagen efter.

Det kommer vel så ikke som den store overraskelse, når jeg fortæller, at jeg bare drønede hjem på sofaen efter arbejde om fredagen. Og så måtte jeg jo tidligt i seng, for lørdag morgen skulle jeg jo igen ned på Den Gyldenblonde, denne gang for at arbejde :) 

Jeg havde haft en intention om at gå hjem, når jeg havde fri - men nej, sådan skulle det ikke gå. Jeg blev endnu en gang lokket i fordærv. Det er simpelthen noget skidt, men det var utrolig sjovt. Det er meget længe siden jeg har grinet så meget, som vi gjorde i lørdags. Helt fantastisk. Og så var jeg meget fornuftig, jeg tog simpelthen bussen hjem. Er meget stolt af mig selv :)

Søndag var jeg bare seriøst træt, men jeg havde en frokostaftale med en veninde, så det lykkedes mig at mande mig lidt op og komme afsted. Heldigvis kom hun og hentede mig i sin bil - tror ikke jeg havde overlevet bussen den dag! Så efter lidt frokost og snak, var det direkte hjem på sofaen igen og se serier. Der er jo kommet nye afsnit af House of Cards - så der var masser at se. 

Men jeg er åbenbart blevet for gammel til det vilde liv ha ha - sov over mig imorges - og det gør jeg normalt aldrig!! Så nu vil jeg prøve at se om jeg ikke kan holde mig i skindet næste weekend. Der skal jeg på arbejde søndag - der er ikke den store risiko for, at man bliver lokket der heldigvis. 

Ha' en god mandag i solskinnet :)

Århh - søde raffer :)

Marius var med på bar :)


En Flemming Special - eller opvaskevand om man vil - når noget bobler så meget, er der noget galt :)

torsdag den 13. februar 2014

YEAAAAHH!!

Jeg er bare i SÅ godt humør idag, at det faktisk burde være ulovligt! Og hvem ved - det er det måske også?? Og det værste af det hele er, at der er absolut ingen bestemt grund til det. Det er sgu for underligt :)

Men ok, solen skinner, det er torsdag, og jeg skal på Den Gyldenblonde efter arbejde - det er jo i sig selv 3 gode grunde til at være i et fantastisk humør! Jeg håber sådan på solen bliver der til jeg har fri, så jeg kan få mine nye solbriller på! Men den har det altid med at forsvinde lige inden jeg har fri :/

Det har indtil videre også været en god dag på arbejdet, hvilket også er rigtig fedt!! Og så er det jo weekend lige om lidt.

Nu må resten af arbejdsdagen bare godt suse afsted, så jeg kan få fri og komme ud i det dejlige vejr! Håber I er ligeså glade som mig :)






onsdag den 12. februar 2014

Eftermiddags-uro!

Gisp, 1 time endnu! Jeg synes denne dag har været så usandsynlig lang!! Især når man ikke må shoppe. Det er altid et godt tidsfordriv :) Ok jeg tilstår, jeg var lige inde på Bubbleroom for at kigge, de havde sendt mig en 10 % rabatkode - det kunne jeg jo ikke bare ignorere. Men jeg købte ikke så meget, kun lidt :) Altså som i 2 kjoler, et par leggings og en jakke - men det var jo med rabat hi hi.

Jeg går også og venter på min 1st edition af Dr. Sleep. Den blev sendt fra England i fredags, så mon ikke den er ved at være nået til NV. Det håber jeg meget - den skal have en prominent plads i reolen. 

Og nu vi er ved reoler, så er jeg nu nået så langt, at jeg har fået telefonnumrene på 2 malere. Så kan jeg komme igang med at indhente tilbud og måske få malet allerede i marts måned. Det ville jeg rigtig gerne. Dog kræver det lige, at jeg får ryddet det sidste op - så måske er april mere realistisk. Jeg må jo tilstå, jeg er ikke typen, der sidder hjemme hver weekend for at rydde op ha ha. 

Kan I have en fantastisk aften!

 

Se den lille hest, den er åh så fornøjet!

Onsdag, onsdag, onsdag!! Gudskelov, at det er onsdag! Jeg må sige, at jeg virkelig glæder mig hver uge, når vi når hertil, men det har I jo nok opdaget, de af jer der følger bloggen :)

Lige i denne uge er jeg ekstra glad for, at det er onsdag - for så er det torsdag imorgen (DUH!), og imorgen er der musik på Den Gyldenblonde. Normalt tør jeg ikke tage derned, for jeg har ikke ligefrem den stærkeste rygrad, når det kommer til sjusser, men imorgen tør jeg godt. Jeg har nemlig fået lov at møde lidt senere fredag - og så satser jeg på det hele går fint.

Så tænker I måske, hvad f..... har det med heste at gøre? Ikke en disse! MEN det har dette:


Ja, det er nemlig (måske) verdens mindste hestehale! Ikke desto mindre er jeg mægtig glad for, at jeg endelig kan få håret op. Så er det bare lige at overleve de næste mange måneder, hvor det er en helt håbløs længde ens hår...  Jeg har lovet Tine, at jeg ikke klipper det denne gang - og så må jeg jo overholde det - hun er sygt farlig!


mandag den 10. februar 2014

Mandags mood

Hvorfor skal weekenden altid gå så forbandet stærkt!!! Det er helt vildt, man når lige at komme hjem fra arbejde fredag, og så er det mandag igen! Der må kunne gøres noget!

Det har ellers været en forholdsvis stille og rolig weekend, for en gangs skyld. Fredag var jeg til frisøren, og så var det bare hjem at slappe af og se lidt tv. Lørdag skulle jeg til fødselsdag hos min mor - den bestod af en tur i Rødovre Centrum, og derefter hjem til "de gamle", hvor vi hyggede med lidt kaffe, sjusser og Spise med Price spillet (det er faktisk ret sjovt, hvis man kan lide madspørgsmål). Jeg havde egentlig haft en skummel plan om at tage på Den Gyldenblonde lørdag, men var først hjemme kl. ca. 22, og så lod jeg fornuften råde, hvilket betød jeg bare tog en lille godnat sjus og gik i seng. Meget stolt!

Det betalte sig så også, for om søndagen var jeg piv-frisk! Vågnede kl. 8 og stod op og lavede dejlig morgenmad med friskpresset juice og det hele, og så gik jeg ellers igang med at give køkkenet en ordentlig omgang. Det lykkedes mig rent faktisk at få meget mere plads derude, altså på bordet. Så mangler oprydningen i køkkenskabene stadig. Men det må komme en anden dag. Der skulle jo også være tid til lidt hygge, og da jeg er igang med at se American Horror Story - Coven, skulle der også afsættes noget tid til det :)

Læsning blev det også til - Kabalemysteriet af Jostein Gaarder - den kan varmt anbefales, hvis man er til lidt filosofisk læsning. Dog er den lidt hård at komme igennem, for sproget er virkelig dårligt - måske man burde læse den på originalsproget (norsk) for den danske version virker som om den er skrevet af en 10-årig! Det er så også meget længe siden jeg rent faktisk har læst en bog på dansk, det kan måske også gøre noget. Men alligevel - de sætninger de har lavet er helt hen i vejret. Nå, men historien er god, så hvis man kan abstrahere fra sproget og lade sig rive med, så er det en rigtig god historie. Det er samme forfatter, der har skrevet Sofies Verden, der gennemgår filosofiens historie. Den kan også varmt anbefales.

Arbejdet kalder - ha' en god dag :)




torsdag den 6. februar 2014

Lidt rastløs....

Jeg er åbenbart meget forvirret lige for tiden. Igår sad jeg på arbejdet og ventede på posten til kl. 17, men det var meningen han skulle have været der kl. 16 og havde åbenbart glemt at komme her... Flot, jeg kunne så være gået meget tidligere!! Imorges vågnede jeg så op og var fuldstændig overbevist om, at det var fredag. Rimelig ærgerligt at finde ud af, at det ikke var det. Så skulle jeg ligesom starte forfra, hvilket ikke helt er lykkedes, for jeg føler stadig det er fredag. Så det vides ikke helt om jeg bare slår vækkeuret fra imorgen og bliver liggende i min seng :)

Lige nu har jeg frokostpause, og der står den så på lidt Gossip Girl. Det er lidt tid siden jeg har set den, så jeg tænkte, hvorfor ikke. Drama er altid sjovt, så længe man ikke selv er indblandet i det!

Imorgen skal jeg til frisøren og have farvet håret, så jeg kan se nogenlunde præsentabel ud igen :D Og lørdag  skal jeg til min muttis fødselsdag, så det bliver en nogenlunde fredelig weekend. Det synes jeg egentlig også jeg trænger til, der har været rimelig meget gang i den hele januar, så lidt ro på vil nok ikke skade nogen. Dog har jeg bare sådan en lyst til at tage på Den Gyldenblonde, der er altid sjovt dernede! Men denne weekend tror jeg nok jeg holder mig i skindet. Tiden vil vise det.

På shoppingsiden har jeg idag modtaget noget ny tandpasta, som jeg skal afprøve - Pepsodent White Now - det skulle give hvidere tænder allerede efter 1 tandbørstning! Nu får vi se, de var på tilbud i SuperBest, så jeg tænkte, hvorfor ikke :)


onsdag den 5. februar 2014

Shop 'til you drop!

JA, jeg er shopaholic - jeg kan simpelthen ikke løbe fra det.. Og det gør det ikke bedre, at jeg har fundet en ny side, hvor der kan handles mærkevarer til en god pris!! Første køb var et Marc Jacobs ur, andet køb et par Rayban solbriller. Uret kan forsvares med, at jeg faktisk ikke har købt et nyt ur i meget lang tid - det jeg havde var et gammelt DKNY, hvor næsten alle stenene var faldet af BUM. Og solbrillerne, ja, det er jo fordi jeg aldrig havde haft et par Rayban :) Det er jo grund nok i sig selv for mig. Og sidste skud på stammen var så en Rihanna parfume - Nude - fordi Tine havde den på i lørdags, og den duftede rigtig godt :)

Indkøbene er gjort på:

shopbop.com - det smarte ved denne side er, at du kan vælge at betale told og moms med det samme, sammen med ordren. Så slipper man for bøvl og efterregninger. Leveringen er også superhurtig. Hvis man bestiller for over $100, så sender de tingene expres - jeg havde både solbriller og ur efter 3 dage!

billigparfume.dk - prisen er som oftest meget lavere end i de almindelige butikker. Jeg købte min parfume (EDP) for 329 kr., 100 ml (til sammenligning koster 50 ml. 349 kr. i matas.

Og så bliver jeg bare i så godt humør, når jeg shopper, det er virkelig en lykkepille i sig selv for mig. Så længe jeg ikke ender i luksusfælden, så synes jeg egentlig det er helt ok :)

I sidste uge fik jeg nyt køleskab og komfur HURRA!! Det trængte jeg virkelig også til - komfuret er fra dengang jeg flyttede hjemmefra (1997) og køleskabet var fra 2001, så det var vist på tide med lidt fornyelse. Imorges kom VVS'eren så for at sætte gassen til, så nu er det hele komplet lige straks. Tror helt klart jeg skal hjem at lave noget god mad i aften, for at fejre komfuret og det hele.

Hav en dejlig dag :)